kronik
Kronik: Nu bliver en stor del af design branchen jordet.

Kronik i Politiken 22.07.2016

 

 

Kronik udgivet på politiken d 22/7 2016 af Drude-Katrine Plannthin og Christina Bruun Olsson

Ministerium degraderer erfarne designere

 

Kan en læge blive degraderet til sygeplejeske, fordi det er mere end 10 år siden personen blev uddannet? Må en erfaren jazz-musiker undervise studerende på Rytmisk Musikkonservatorium? Umiddelbart absurde spørgsmål men ikke desto mindre foruroligende virkelige for den danske designbranche. Vi håber, at dette opråb kan kaste lidt lys på udviklingen og starte en debat om designbranches fremtid.

kronik

Design er en af Danmarks vigtigste eksportvarer, og dansk design har nydt og nyder international anerkendelse på mange felter. Danske designeres enorme mangfoldighed og mangeårige erfaring, der bla. ligger til grund for denne status, er imidlertid ikke længere meget værd på papiret. Mange erfarne designere kan ikke længere kalde sig kandidater i design, fordi de er fanget i en konflikt mellem to ministerier, hvilket kan få store konsekvenser for jeres arbejdsliv. Uddannelses- og Forskningsministeriet har nemlig netop nedgraderet deres egen designuddannelse med tilbagevirkende kraft: En 3-årig uddannelse svarer ikke længere til en bachelor og den 2-årige overbygning på Instituttet svarer ikke mere til en kandidatgrad, hvis uddannelsen er påbegyndt før 2003.

Tidligere har Kulturministeriet sort på hvidt givet designerne en såkaldt statsdokumentation, der fastslår, at designuddannelse svarer til andre uddannelser på bachelor- og kandidatniveau. Det dokument er nu blevet ugyldiggjort af Uddannelses- og Forskningsministeriet, så det kun er dimittender, der har påbegyndt deres 5-årige uddannelse fra 2003 – og dermed har et cand.design-diplom eller et uddannelsesbevis, der dokumenterer, at deres uddannelse er ækvivalent med en kandidatuddannelse – der kan kalde sig bachelor- eller kandidater i design.

 

Men hvilken konsekvens har det? Er det ikke lige meget med de uddannelsespapirer, hvis man som designer er dygtig til sit fag, kan man spørge? Nogle designere vil med sikkerhed leve videre som hidtil og være ganske uberørt af denne nyhed. En stor del af designbranchens elite har for øvrigt slet ikke en uddannelse fra nogen af designskolerne, men har hentet deres viden og ballast fra erfaring i erhvervslivet.

Men papirkampen mellem de to ministerier kan have voldsomme konsekvenser for den store gruppe af designere, hvis 5-årige uddannelse på designskolerne nu blot svarer til et 5-årigt kursus. De skal starte forfra med en uddannelse, hvis de ønsker eller har behov for at beholde deres ”akademiske” status. Denne status kan være væsentlig for mange af de muligheder, man har som designer, fx hvis man har aktiviteter i udlandet, når man skal forhandle anciennitet ved ansættelse og lønforhandling, og ikke mindst – viser det sig – hvis man som designer gerne vil undervise på designuddannelserne eller ønsker at gå videre med sit speciale ved at skrive en Ph.d. For at kunne undervise på designuddannelserne som ekstern underviser, skal man nemlig i dag have en kandidat- eller en mastergrad. For at kunne blive fastansat skal man have en Ph.d.-grad. Det kommer vi tilbage til om lidt.

 

Helt overordnet er det et kæmpe problem at degradere designuddannelsen med tilbagevirkende kraft. Man degraderer en meget stor gruppe erfarne designere, når man fortæller omverden, at dansk design og designuddannelsen alligevel ikke har været på det niveau, som man hidtil har ment. På den måde vil Danmark ikke kun svække et vigtigt brand i udlandet og designerens rolle i erhvervslivet herhjemme, men også svække en hel generation af designere inden for alle designdiscipliner.

 

Det er desuden et uheldigt signal at sende til omverden, at erfarne danske designere, med uddannelser påbegyndt før 2003, ikke længere kan bruges til at uddanne fremtidens designere. Dette er ikke meldt officielt ud fra de danske statsstøttede designskoler, men blot sporadisk, når en anledning er opstået. Designskolerne henviser til bekendtgørelsen “Stillingsstruktur for videnskabeligt personale ved universiteter”, som er godkendt af tidligere Forsknings- og Uddannelsesminister Esben Lunde Larsen (V) i juli 2015. Her står der, at man skal være på kandidat- eller masterniveau suppleret med et par års erhvervserfaring, for at kunne blive ansat som ekstern underviser. Da en stor gruppe uddannede designere ikke længere kan kalde sig kandidater i design, er der derfor kun en meget lille gruppe unge designere, der med deres kandidatbeviser samt et par års erhvervserfaring, kan komme i betragtning. Og hvis man følger ministeriernes logik, kan man lidt frækt spørge, om disse yngre designeres uddannelse egentlig er gyldig som kandidatgrad, da de er jo selv blevet vejledt af designere, som på trods af 5 års uddannelse, ikke kan kalde sig hverken bachelorer eller kandidater? Som supplement til denne lille gruppe potentielle undervisere er desuden en gruppe personer, som ikke er uddannet designere overhovedet, men som blot har en kandidat eller master i et eller andet. Og slutteligt er der de få erfarne designere, som har haft tid og økonomi til at supplere deres 5-årige uddannelse med den 2-årige master i design til en sum af min. kr. 130.000.  Fastansatte kan måske få masteruddannelsen finansieret af deres arbejdsgivere, men for mange selvstændige designere er det en stor økonomisk mundfuld. Alle andre efteruddannelseskurser er ikke gyldige.

Formuleringen “kandidat-niveau” tolker andre universiteter som, at man skal være på niveau med en kandidat, ikke at være en kandidat på papiret. Da relevant praksiserfaring eller andre særlige kvalifikationer er uundværlige ressourcer for de studerende, udarbejder de derfor ikke sjældent dispensationer herfor. Det er dog ikke muligt for designuddannelserne at “fravige eller dispensere fra stillingsstrukturens kvalifikationskrav – heller ikke i en evt. overgangsfase”, er det meldt ud. I samme stillingsstruktur står der ellers: “Formålet med det eksterne lektorat er at give mulighed for ansættelse af undervisere med relevant praksiserfaring eller særlige kvalifikationer på højt niveau.”

Vi undrer os over, at stillingsstrukturen er så rigid, at det ikke længere er muligt at invitere branchen indenfor på designuddannelserne som andet end foredragsholdere. Denne beslutning vil efter vores mening amputere designfaget.

 

Vi har nu været inde på, hvad der skal ske, hvis en designer ønsker at blive ansat som ekstern underviser på designuddannelserne. Langt mere kompliceret bliver det, hvis man ønsker at komme i betragtning til opslåede stillinger på designskolerne, hvor der i dag kræves en Ph.d.-grad. Her lander designerne med uddannelse påbegyndt før 2003 mellem mange stole.

Hvis ikke man allerede er fastansat på en uddannelsesinstitution eller har en fast tilknytning til en virksomhed, skal man igennem et uigennemsigtigt, svært tilgængeligt system. Designeren skal både have projektet godkendt af en virksomhed, af Innovationsfonden og af uddannelsesinstitutionen. Det er en proces, der i den grad afhænger af tilfældigheder, ligesom de forskellige designuddannelser har forskellige procedurer for sådanne henvendelser.

For at kunne skrive en Ph.d.-afhandling, skal man have en kandidat eller en master. Og ja, så er vi tilbage til ovennævnte problemstilling. Er man ikke allerede inde i varmen, så kommer man det formentlig aldrig.

 

Sammenlignet med andre faglærte, f.eks. læger, virker denne akademisering af designfaget meget ekstrem. Hvis vi zoomer ind på lægerne, så er der i dag ingen lovkrav om, at de skal opgraderes løbende via kurser eller efteruddannelse, for at kunne bevare deres titel. Læger skal følge Sundhedsstyrelsens løbende opdateringer og vejledninger i forhold til bedste behandlinger, og privatklinikker kan blive tjekket på basale lovkrav mht. til journalføring, udskrivning af medicin mm. Men læger er ikke underlagt et krav om efteruddannelse, selv ikke hvis deres uddannelse blev afsluttet længe før årtusindeskiftet. Det er derfor hovedrystende, at de kurser og efteruddannelser, som mange videbegærlige designere har investeret i gennem årerne, ikke er gyldige i det store ECTS-regnskab.

 

Vi undrer os over, at det tilsyneladende accepteres bredt politisk og i embedsværket, at en stor del af designbranchen bliver jordet og designfaget presset ind i et snævert, akademisk system. Der burde efter vores mening udtænkes en meritordning, så den enkelte designer kan få overført de kvalifikationer, han eller hun har opnået gennem årerne, f.eks.; en 3- eller 5-årige uddannelse, årelang erhvervserfaring, dyb indsigt i et håndværk, egenhændig research og formidling, samt diverse kurser og efteruddannelser. Således kan den enkelte designers kompetencer suppleres med nøjagtig den mængde teoretisk-akademiseret viden, som der skal til, for at få opfyldt den krævede mængde ECTS-point, og dermed få den oprindeligt tilsigtede titel, som et bachelor- eller kandidatniveau svarer til. Derefter kan alle designere, underordnet historik, igen bestride deres erhverv på lige fod med andre faggrupper, der har en lang videregående uddannelse, og designbranchens renomme er intakt.

 

Vi to kronikører er selv uddannet fra Danmarks Designskole i hhv. 1994 og 1999 fra institutterne Industriel Design og Visuel Kommunikation. Udover vores erhvervsmæssige erfaring har vi begge mange års erfaring som både undervisere, vejledere og censorer for bachelor- og kandidatstuderende på bla. designskolerne. Vi har udgivet artikler og bøger samt deltaget aktivt i designdebatten gennem en lang årrække, og som selvstændig erhvervsdrivende har vi løbende videreuddannet os. Ligesom en stor del af vores kollegaer i branchen er vi temmelig overraskede over den nærved umulige situation, som mange designere pludselig er sat i. Det er uværdigt og vi føler os komplet til grin.

 

I skrivende stund er der tilmed ved at blive udformet en lovgivning, der sikrer, at det ikke er muligt at modtage mere end én statsfinansieret uddannelse på samme niveau. Derfor er egenbetaling den eneste mulighed, som ikke fastansatte designere har for at videreuddanne sig.

 

Vores opfordring er derfor, at hvis ministeriet igangsætter en justering af bekendtgørelsen og stillingsstrukturen for at hjælpe designuddannelserne til fremover at kunne ansætte netop den designer, der er bedst egnet til det pågældende fag, vejlede i den pågældende eksamenssituation mv., så håber vi, at man samtidig kigger på en imødekommende meritordning, så den erfarne designbranche ikke tabes på gulvet.

 

På Det Kongelige Danske Kunstakademis skole for Designs (KADK) hjemmeside under mål for masteruddannelsen, står der bla “Designere kan ikke længere primært koncentrere sig om formgivningsdelen, men må også operere som strateger, konsulenter, managere, innovatorer, facillitatorer og producenter.”

I artiklen “Design er en unik faglighed med et bredt vingefang” af Kamilla Bøgesø Kjærgaard, 2015, på Dansk Design Centers (DDC) hjemmeside, står der indledningsvis: “Design er blevet et begreb så omfangsrigt, at det truer med at inkludere alt undtagen naturen. Det stiller nye krav til fremtidens designere, som skal jonglere mellem at være formgivere, kunstnere og procesledere, der systematisk eksperimenterer sig frem til løsninger sammen med andre.” I samme artikel ses en model af en trekant, hvor ordet Design er placeret i midten, indrammet af tre felter 1: Kunstnerisk virksomhed, 2: Professionens praksis, 3: Forskning.

Vi er rørende enige i ovenstående citater. Designfaget og dermed designuddannelserne bør netop indeholde både håndværks-, form- og materialemæssige styrker sidestillet med erhvervserfaring, teori og forskning. Det er vigtigt, at designfaget konstant udvikler sig, og derfor er en vis grad af akademisering absolut relevant, netop fordi design i dag er langt mere end stil, æstetik, materialer og formgivning. Begreber som bl.a. designdrevet innovation, servicedesign og store, etiske dilemmaer som bla. bæredygtighed og miljø er på dagsordenen. Vi mener derfor, at der er tale om et både-og, ikke et enten-eller. Men udviklingen ser desværre ud til at koncentrere sig om et enten-eller. Designere er kloge, nysgerrige mennesker og mange vil gerne blive klogere endnu. Det er naturligt for en designer at holde sig konstant opdateret inden for sit felt, og de færreste vil blive skræmt af teoretiske vinkler. Men at ugyldiggøre og ignorere alle dem, der er stærke i håndværket, til fordel for akademiseringen, er virkelig misforstået og en sørgelig udvikling.

 

Som designer, læge eller noget helt tredje er det relevant at stille sig spørgsmålet: Kan man ikke stole på værdien af sin uddannelse? Kan regeringer og ministerier gennem tiden efter forgodtbefindende jonglere med betydninger, indhold, værdier, herunder bl.a. diskvalificere tidligere udbudte uddannelser med tilbagevirkende kraft og ugyldiggøre kvalificerende statsgarantier? Hvis ja, er det en meget usikker fremtid, vi investerer i.

Designuddannelserne bør sørge over den rigide udvikling i stillingsstrukturen. Designbranchen bør begræde den sort-hvide opdeling af en bred vifte af designere. Og Danmark bør krumme tæer over behandlingen af en stort værdifuld mængde kompetente designere, der med snæversynethed er blevet degraderet til en flok kreative sjæle, der i bedste fald kan hygge sig med deres egne projekter og få lov til at berige den næste generation som kreative billedkunstlærere.

 

Hvis Danmark fortsat skal brande sig som en stærk designnation, vil vi opfordre til at vi i langt højere grad respekterer og forstår hinandens kompetencer og vinkler på designfaget og søge samarbejde i stedet for at grave skyttegrave. Direktør for Design denmark, Morten Grøn, siger i artiklen “Dansk design handler om at løse problemer” i Jyllands-Posten, juni 2016: ”Jeg mener, at der er grund til at holde fast i tankerne bag den klassiske designtradition, som adskiller Danmark fra resten af verden, men man må ikke overse de mange nye designere, som med afsæt i traditionen udfordrer både de klassiske designs og de områder, hvorpå designmetoder anvendes”. Nej, de unge designere må man bestemt ikke overse … ligesom man ej heller bør overse de mange erfarne designere.

Som nævnt er der ikke kommet en officiel udmelding fra Uddannelses- og Forskningsministeriet vedr. designbranchens degradering og tilbagetrækningen af statsdokumentationen fra Kulturministeriet. Kronikken her er derfor sammensat af de mange sporadiske udmeldinger, vi har modtaget den sidste måned. Organisationer som bla. Design denmark og Danske Kunsthåndværkere og Designere samt diverse fagforeninger har ikke kendt til problematikken og burde være orienteret om sådanne diskvalificerende ændringer. Vi håber, at designbranchen fremadrettet bør stå sammen og sikre en ordentlig løsning for de erfarne designere og deres eventuelle ønske om at videreuddanne sig inden for designfaget.

 

Share this:
About the author
Drude-Katrine Plannthin