pels 3
Kan pels nogen sinde blive etisk forsvarligt?

Jeg er vokset op i et miljø og en verden, hvor det altid har været vigtigt med en benævnelse af mærket (the brand) og prisen. pels 4Hvor det vigtigste, når man fik noget nyt eller når andre skulle fremvise det nye, de havde fået, ikke var kvaliteten eller viden om materialet; men mærkevaren og prisen, der blev lagt vægt på.

Havde jeg levet årtier tidligere var det første, der ville være set på, have været håndværket, materialet, kvaliteten og holdbarheden af det stykke arbejde, der lå i det produkt, man nu engang havde erhvervet sig

pels 2

 

Sådan er det ikke længere. De færreste ved hvad de køber; men de er af den overbevisning, at hvis det er et bestemt mærke og det har kostet mange penge – så er det et godt produkt. Hvilket ikke nødvendigvis er en sandhed.

Men de fleste almindelige forbrugere ved hvad en pels er – og de fleste har også en holdning til pels. Enten for eller imod. Det er et meget sort / hvidt tema, som kan få mange op i det røde felt, også selvom de fleste af os faktisk har mange forskellige dyr i klædeskabet, lige fra silkelarver til får, kalve og måske også et par hunde eller katte, uden at vi vidende om det.

pels 7

Der hvor jeg er vokset op og i min generation, hvor mærker og pris var og er altafgørende; benyttede(er) man også gerne pels som en eksklusiv vare, der signalerer velstand, overskud, skønhed og kvalitet. Hvilket det jo i øvrigt har gjort i århundrede længe før industrialiseringen tog over. (Ikke at fordi noget har været gjort i århundrede retfærdigør det eller måden, man dermed har behandlet og behandler pelsdyr på.)

Da jeg som designer, har valgt at beskæftige mig med etik, forsøger jeg derfor på mange områder, at danne mig et overblik over alle de temaer, elementer og udfordringer som blandt andet emnet pels indeholder. Både for og imod.

Det er tydeligt at mode og livsstilsbranchen står overfor rigtig mange udfordringer generelt; men især pelsbranchen står overfor nogle etiske problematikker, som alle kan forholde sig til ud fra en personlig , kulturel og følelsesmæssig tilgang.

På lige fod med produktionen af husdyr i fødevarebranchen, vil pels branchen gå en fremtid i møde med endnu flere udfordringer, hvis ikke denne branche begynder at se på den tid vi lever i på jorden og handle ud fra et større etisk og miljømæssigt perspektiv, som den bevidste forbruger forventer.

Med min bagrund og værende af ’den gamle skole’, kan jeg rent faktisk godt se det fantastiske i en pels. Jeg kan godt forstå hvorfor nogle mennesker synes, det er en smuk beklædningsdel. Jeg ser også på pels som et fantastisk stykke håndværk, et stykke kvalitet og faktisk også noget, der kan forbindes med kultur og kunst. Jeg ser traditionerne og fordybelsen i et materiale, der overgår alt og som bør kunne holde i længere tid end så meget andet.

 

pels 1– Men desværre indeholder en pels ikke kun disse elementer, især fordi industrien og jægerkulturen har præget dette håndværk til noget, som kan være meget svært at stå inde for. Derfor forbinder rigtig mange pelsen med noget makabert; et frygteligt liv der afsluttes med en voldsom død. At man svøber sig i et dødt lig. At det er synd for dyret, der døde til fordel for menneskets behov for at pryde sig. At vilde dyr er sat i små bure, og behandles som et materiale uden følelser og forstand. Eller vilde dyr, der jages og dræbes med grusomme metoder.

IMG_8247Derfor bør der ikke herske tvivl om, at det virkelig ikke er en industri, der på nogen måde er værd at støtte, både på grund af den manglende dyrevelfærd; men også fordi det er langt fra af nød vi klæder os i pels, da vi uden problemer kan holde varmen i syntetisk producerede produkter af høj kvalitet. Så jeg forstår så godt argumentet om at dyret ikke kun bør dø for vores skyld. Som pelsdyr produceret i Danmark for eksempel gør.

Men jeg oplever et dilemma, som mange kødspisere nok også oplever ved tanken om, at skulle opgive bacon. Jeg oplever, at mine øjne ser noget andet end det jeg ved, der er bag scenen, som kødspiseren nok også oplever ved smagen af dødt dyr.

Og dette etiske dilemma forsøger jeg at forstå. Jeg er sikker på at emnet ikke kan udredes kort som i denne tekst og er heller ikke i tvivl om hvad en veganer mener; men jeg har spekuleret på om dette også i visse tilfælde handler om menneskets frygt for det ukendte; altså døden?

For mange af de dyr, der opdrættes i industrien må døden i mine øjne være en befrielse. Deres liv er så lidelsesfyldte til sidste sekund inden døden indtræffer, at døden må være en absolut lettelse. Og på den måde kan jeg til fulde forstå en veganers synspunkt, for hvem ønsker egentlig at spise eller bære dyr, der har gennemgået så megen smerte?

Men hvordan forholder det sig med at benytte noget fra et dyr, der er død på en anden måde og har levet et andet liv? Kunne det for eksempel være acceptabelt at bruge selvdøde dyr? Altså dyr, der er for eksempel er døde af sygdom eller alderdom? Vi afliver blandt andet rigtig mange kæledyr med pels. Ville det være etisk i orden at bære og omgive sig med produkter fra kæledyrsindustrien? Og hvad er forskellen på ’resterne’ fra kæledyrene og fødevaredyrenes rester som vi gerne bruger til sko, tasker og møbler – ud over at kæledyrene måske har haft et godt liv?

Desuden dør rigtig mange dyr i trafikken, – måske skal vi bevæge os lidt ud over Danmarks grænser for at se dette for os; men ud over man kan diskutere trafik vs. natur, spørger jeg om det mon kunne ses som en etisk forsvarlig løsning at benytte pelsen fra dyr, der er døde i trafikken, de såkaldte ”roadkills”?

Dias1 source: http://www.greanvillepost.com/2011/01/20/archives-roadkills-the-orphan-issue/

Eller hvad med mindre farme, hvor alle dyrets behov opfyldes, som hos hobbylandmænd/avlere, der holder geder og får?

Endelig er der de dyr, der døde for mange år siden. En pels kan ifølge pelsindustrien holde i ca. 30 år, hvis den opbevares rigtig. Vil det være uetisk at genbruge og re-designe disse pelse?  pels 6

Eller ender man så blot som reklamesøjle for den industri, der på grusom vis piner og plage dyr til det sidste idag?

For er det ikke muligt se på alle disse dyr og deres ’rester’ som en ressource, der går til spilde, hvis de ikke benyttes og genbruges?

Så længe vi producerer kæledyr og fødevare-dyr, som vi slår ihjel efter kortere eller længere levetid, er det så ikke uetisk ikke at benytte resterne, som en ressource mennesket kunne have glæde af?

Og når man så taler om dyr som en ressource, hvorfor er det ( og her er der sikkert mange, der bliver rystede og blot tanken kan virke stødende) at mennesket ikke også er en ressource? Vi kan vælge at blive organdonorer; men hvad med vores huder? Hvorfor er det mere uetisk at benytte menneske-huder end dyre-huder? Hvorfor kan vi bruge nogen dyr til noget; mens vi væmmes ved tanken om at bruge andre dyr? For mig er dette ikke et retorisk spørgsmål, jeg spørger fordi jeg virkelig forsøger at forstå, hvad det er der bevæger sig i os mennesker, når vi nærmer os svære emner som disse? Er det desuden muligt at reflektere over disse spørgsmål uden at inddrage emnerne økonomi, korruption, status, high fashion brands og lign, der kunne høre under denne kategori?

For lige meget hvordan man vender og drejer det, så er det i mit optik naturens produkter, der er de smukkeste, som ældes med størst ynde. Jeg har endnu ikke mødt et menneskabt materiale som jeg finder har kunne erstatte den rene vare. Så jeg spørger bare om det virkeligt ikke er muligt at tænke om og lægge om inden for denne uetiske branche, så det industrielle aspekt fjernes og respekten omkring emner som etik, æstetik, håndværk, kvalitet, kultur kan bevares samtidig med at de innoveres?

Share this:
About the author
Drude-Katrine Plannthin